Ølbarer

Print

City:

Byens Kro
Det råhyggelige lille værtshus stammer fra 1783, hvor det var brændevinsbrænderi og lige siden har været skænkestue. Baren er for nyligt blevet opdateret med 11 fadølshaner med sublime øl, bl.a. Steam beer fra vestkystbryggeriet Anchor, den italienske Birra Menabrea og mange flere. På flaske finder du et bredt spektrum af interessante udenlandske øl og husets specialitet 'Byens Øl' er brygget på Svaneke Bryghus specielt til Byens Kro. Et must på ruten rundt i byen.

Åbningstider:
Mandag - fredag kl. 15-02, lørdag kl. 17-02.
Møntergade 8, 1116 K, Tlf. 33 12 55 89


Charlie's Bar
I Pilestræde, et stenkast fra Strøget, finder vi dette engelske ølmekka. Med 20 fadølshaner finder man garanteret noget for enhver smag. En særlig specialitet i huset er deres Cask Conditioned Real Ale Beer, som skal prøves. Filosofi en bag Charlie's Bar er at støtte de uafhængige bryggerier og at sælge kvalitetsøl. Udvalget skifter hen ad vejen - det er 'people's choice'. Charlie's har siden Ian Russell startede baren i 2000 været er et naturligt mødested for enhver ølelsker. Tildelt Cask Marque 2002.

Åbningstider: Mandag - onsdag kl. 14-02, torsdag - lørdag kl. 12-02, søndag kl. 14-23.
Pilestræde 33, 1112 K, Tlf. 33 32 22 89
www.charlies.dk


Café Globen
En hyggelig cafe stiftet af 50 medlemmer af De Berejstes Klub, hvor man kan få dansk mikrobryg og specialøl fra de 5 haner samt en række øl fra eksotiske lande på flaske. Globen er samlingsstedet for ølnydere og folk med udlængsel. Man kan sidde i lænestole, drikke øl, ryge vandpibe og læse rejselitteratur fra hele verden, eller spille backgammon ved bordene. Gæster har fri adgang til internet. Der arrangeres rejseforedrag hver torsdag. Musikarrangementer i weekenden.

Åbningstider:
Mandag - onsdag kl. 17-22, torsdag kl. 17-24, fredag kl. 15-10, lørdag kl. 17-01
Turesensgade 2 B, 1368 København K, Tlf. 33 93 00 77
www.cafegloben.dk


Lord Nelson
Englænderen, Richard Derby's hyggelige ølbar finder vi i et kælderlokale godt gemt bag cykelstativer på hjørnet af Strædet og Hyskenstræde. Fra de 14 haner serveres udelukkende øl fra danske mikrobryggerier. Udvalget skifter fra måned til måned, så her har man chancen for at smage hele det danske udbud af mikrobryg. Nøgleordet er øloplevelser - derfor kun få øl på flaske fra mindre danske bryggerier.

Åbningstider:
Mandag kl. 15.30-22, tirsdag - onsdag kl. 15.30-24, torsdag kl. 14.30-24, fredag kl. 13-02, lørdag kl. 12-02.
Hyskenstræde 9, 1207 K, Tlf. 33 93 93 94
www.lordnelson.dk


The Globe
The Globe i Nørregade er en større irsk pub, der udover irske specialiter tilbyder øl fra Belgien, Tyskland, USA, Tjekkiet, Holland osv., samt 20 forskellige slags whisky. Den er indrettet i flere planer med 2 barer, fjernsynsskærme, klassisk irsk møblement med mørke polstrede møbler. Vel nok en af de allerbedste irske pub'er i København.

Åbningstider: Mandag - tirsdag kl. 13-01, onsdag kl. 13-02, torsdag kl. 13-03, fredag kl. 13-05, lørdag kl. 12-05, søndag kl. 14-24.
Nørregade 43-45, 1165 K, Tlf. 33 32 08 60


Plan·b
Plan·b er to nærmest sammenhængende dagligstuer indrettet med personlig sans for den afslappede detalje både når det gælder kunst, servering, cigarer, musik fra vinylplader, mad og drikkevarer. Et kultsted for livsnydere. Udvalget af specialøl på fad og fl aske er enormt, og man kan være heldig at finde de helt store lagrede belgiske øl. På hanerne spænder udvalget fra gode danske mikrobryg fra f.eks. Ølfabrikken, Grauballe og Brøckhouse over 'Ugens Cantillon', Blanche de Namure, Lambic og mange andre specialiteter. Hvad du ikke finder andre steder, er der stor sandsynlighed for, at du finder her. Fra den lille bar kan man endvidere få sublim kaffe, kager og tapas.

Åbningstider: Mandag-søndag kl. 10-22
Frederiksborggade 48, 1360 K, Tlf. 33 36 36 56
www.cafeplanb.dk


Ørsted ølbar og cafe
I den stille ende af Nørre Farimagsgade lige overfor Ørstedsparken ligger dette ølmekka i tre sammenhængende lyse kælderlokaler. Fra 16 forskellige haner flyder alskens godt øl: Dansk mikrobryg, tysk, engelsk, tjekkisk, belgisk osv. Hvis det ikke er tilfredsstillende, kan man finde sublime øl i det omfattende ølkort - bl.a. Westvleteren. Øllet kan nydes til lette spiseretter eller over et brætspil, pool, dart eller bordfodbold. DJ om lørdagen.

Åbningstider: Mandag kl. 15-01, tirsdag - torsdag kl. 14-01, fredag - lørdag kl. 14-03, søndag kl. 14-24
Nørre Farimagsgade 13, 1364 K, Tlf. 33 93 65 75


Østerbro:

Café Livida
Café Livida ligger på et hjørne i den stille ende af Ndr. Frihavnsgade og har også udendørs servering på en rar terrasse. Stedet har et stort udvalg af øl. Friskt fra fad kan du bl.a. få tysk Weissbier fra Erdinger, den italienske Menabrea Ambrata og Bionda eller belgiske Leffe, alle serveret i originale glas. På flaske kan du vælge mellem flere end 45 udenlandske specialøl. Personalet ved, hvad det handler om og hjælper gerne, hvis du er i tvivl. På Café Livida serveres brunch, stor frokost og aftenmenu, samt vegetarretter og salater alle ugens dage.

Åbningstider:
Mandag - onsdag kl. 11-22, torsdag - lørdag kl. 11-når sidste gæst er gået, søndag kl. 11-16.
Ndr. Frihavnsgade 58, 2100 København Ø, Tlf. 35 43 43 18
www.cafelivida.dk


Café Komplet
Café komplet, der ligger et par hundrede meter fra Sølvtorvet overfor Kartoffelrækkerne er et hyggeligt lille øl- og spisested. Her fi nder du altid mindst 30 specialøl fra forskellige lande på flaske, en fri hane med forskelligt godtøl og husets specialitet: En hane med Brygmester Anders Marcussens fremragende månedlige øl fra mikrobryggeriet Andrik. Køkkenet serverer billig og god mad.

Åbningstider: Mandag - søndag kl. 10-22.
Øster Farimagsgade 24, 2100 Ø, Tlf. 35 55 25 60
www.cafe-komplet.dk


Frederiksberg:

Café Svejk
Der er tale om et egentligt ølværtshus i ordets bedste betydning. Udvalget af øl er lille, men godt! Kun 4 fadølshaner og 4 flaskeøl. Men det er helt specielt øl. Caféen importerer selv Bohemia Regent øl direkte fra Tjekkiet i flere udgaver, herunder også en ufiltreret lækkerbisken. Bryggeriet er tjekkiets ældste. Det blev grundlagt i 1379. Café Svejk har været kendt for sit tjekkiske øl siden 1994 - og personalet ved, hvad det handler om.

Åbningstider: Mandag - fredag kl. 12-02, lørdag kl. 10-02, søndag kl. 12-24
Smallegade 31, 2000 Frederiksberg, Tlf. 38 86 25 60
www.cafesvejk.dk


Café Bartof
Et stenkast fra Frederiksberg Hospital finder vi dette vaskeægte musik- og ølmekka Bartof Café. Ølsortimentet er så omfattende, at caféen har været nødt til at dele sin hjemmeside om øllet op efter lande - en lækkerbisken af specialiteter for ølnydere. Og er du samtidig til blues eller world musik finder du en række af de bedste danske bands på plakaten - det fungerer bare: en cocktail af blues og god øl i de hyggelige lokaler på Frederiksberg. Er du sulten, serverer køkkenet sandwich og lettere retter.

Åbningstider: Mandag - torsdag kl. 11-01, fredag - lørdag kl. 11-03, søndag kl. 11-24.
Nordre Fasanvej 46, 2000 Frederiksberg, Tlf. 38 86 90 67
www.bartofcafe.dk


Vesterbro:

Café Hackenbusch
Hackenbusch er en af Vesterbrogades ældre og sjovere steder, hvor der altid er gang i den. Hyggelig bar i den forreste del af det store rum. 3 trin op til baglokalet, hvor man altid kan få spændende og billig mad. Ikke det helt store udbud af øl, men godt øl fra bl.a. danske mikrobryggerier og udenlandske klassikere både på hane og i flasker. Hver måned vælger publikum den følgende måneds danske specialitet til den frie hane.

Åbningstider: Mandag - onsdag kl. 11-02, torsdag kl. 11-04, fredag - lørdag kl. 11-05, søndag kl. 11-24.
Vesterbrogade 124, 1620 V, Tlf. 33 21 74 74
www.hackenbusch.dk


Café HIGH Q
På hjørnet af Sønder Boulevard og Saxogade fi nder vi denne rustikke og tjekkede cafe med ikke mindre end 11 haner. 7 haner er reserveret til udenlandske øl og en fri hane til danske mikrobryg. På ølkortet finder man flere en 80 forskellige flaskeøl, oven i købet med billede af hver øl. Øllet serveres fortrinsvist i originale ølglas, og vejledningen er god.

Åbningstider: Mandag - søndag kl. 11-24
Sønder Boulevard 52-54, 1720 V, Tlf. 33 31 40 80.


Bang & Jensen
I cafeen er der hverken stål, rendyrket 70ér romantik eller toptunet design men en skønsom blanding af møbler, der vinder ved sin tilfældige sammensætning. Et godt mødested i det tidligere apotek på Istedgade. God og rimelig mad. Et ikke prangende ølkort men dog bl.a. tjekkisk, slovensk, amerikansk, cubansk, Ørbæk og ikke mindst australsk Stout og belgisk Rochefort 6 på kortet.

Åbningstider: Mandag - fredag kl. 8-02, lørdag kl. 10-02, søndag kl. 10-24.
Istedgade 130, 1650 V, Tlf. 33 25 53 18
www.bangogjensen.dk

Riesen
Riesen er en hyggelig lille bar i den ende af Oehlenschlægersgade, som ligger op mod Istedgade. Ølkortet er ikke prangende, men ok. Er du meget tørstig kan du her få 2 liters kander med Weissbier, Budwar eller specialiteten 'John Mogensen' som består af porter, snaps, citronvand, Ricard og pilsnerøl. Udbuddet af flaskeøl er heller ikke stort, men godt: Limfjords Porter og Guldporse fra Thisted, lidt tjekkisk og en Cristal cubansk.

Åbningstider: Onsdag - torsdag kl. 20-2.30, fredag - lørdag kl. 20-3.30
Oehlenschlagergade 36, 1663 Kbh. V, Tlf. 33 23 07 34
www.riesenbar.dk  


Pegasus Vin og Ølbar
I de nyistandsatte lokaler i den korte sidegade til Istedgade har ejeren fortsat sit spændende ølsortiment. Med 12 forskellige fadøl og over 90 forskellige flaskeøl fra alle mulige steder i verden hører Pegasus hjemme blandt nødvendighederne på ølentusiastens ølrute på Vesterbro. Bliver du sulten serverer huset glimrende tapas. Pegasus modtog Danske Ølentusiasters sølvmærke i 2004.

Åbningstider: Mandag - onsdag kl. 10-23, torsdag kl. 10-01, fredag kl. 10-02, lørdag kl. 10-02, søndag kl. 10-23
Mysundegade 28, 1668 V, Tlf. 33 31 80 50

Nørrebro:

Ølbaren
Bag dette ølmekka på Nørrebro står de to ølentusiaster, Jan og Lars, som ved hvad det handler om. Her kan du få grundig vejledning om det gode øl, og her får du det helt brede udvalg, som garanteret sikrer dig en god øloplevelse hver gang. Øllet på de 12 haner skiftes jævnligt. Herudover er baren udstyret med en cask-hane og et kæmpe udvalg af specialøl på flaske. Et must for ølelskeren.

Åbningstider: Mandag kl. 21-01, tirsdag - torsdag kl. 16-01, fredag kl. 15-01, lørdag kl. 16-01
Elmegade 2, 2200 København N, Tlf. 35 35 45 34
www.oelbaren.dk  


Kafe Tjili Pop
Denne lille perle af en råhyggelig café ligger i Rantzausgade et stenkast fra H.C. Ørstedsvej. Tjili Pop er både café med lette retter, værtshus, musiksted og en øloase i det ellers triste kvarter. Fra de 9 haner serveres danske mikrobryg og udenlandske specialiteter. Flaskeølsortimentet er ikke det helt store, men alligevel i den mere interessante ende. Et rart sted at slå sig ned på en af de simple havestole eller bænke og nyde en øl, musik og mad. Tjek hjemmesiden for arrangementer.

Åbningstider:
Mandag - tirsdag kl. 12-24, onsdag - torsdag kl. 12-01, fredad kl. 12-03, lørdag kl. 12-03, søndag kl. 12-24
Rantzausgade 28, 2200 København N, Tlf. 35 35 90 20
www.tjili.dk


Amager:

Café Langebro
På hjørnet mellem Langebro og Islands Brygge ligger Café Langebro med udsigt til indre by på den anden side af vandet. Et godt ølværtshus hvor de ved hvad det handler om og kan guide dig rundt i øltyperne. Ølkortet dækker det hele: fra danske mikrobryggerier over belgiske trappister til tyske, engelske og amerikanske specialiteter. Nyd øllet i baren eventuelt til et spil billard, dart eller bordfodbold. Eller sæt dig udenfor og nyd den fede fortovsstemning med udsigt til vandet og byen.

Åbningstider: Mandag - torsdag kl. 11-22, fredag - lørdag kl. 11-03, søndag kl. 11-22.
Islands Brygge 1 B, 2300 København S, Tlf. 32 95 85 91
www.cafelangebro.dk

Tekst er fra CPH Ølguiden 2006 af Henrik Bøegh og Linda Balle.
- Stederne er godkendt af redaktionen. Fælles for stederne er, at de ikke blot kan tilbyde øl udover det sædvanlige, men de kan tillige rådgive om det gode øl.