Rundt om i byen findes små oaser i form af bogcaféer, hvor man kan nyde kaffe og bøger på samme tid.
Paludan Café
Midt i byens hjerte, tæt ved domkirke og universitet, med Holbergs gård som nabo og Universitetsbiblioteket som genbo, ligger et kulturhus, der rummer café, antikvariat og moderne boghandel. Til dæmpet klassisk musik og jazz kan du fordybe dig i sæsonens bognyheder, stillet gratis til rådighed af forlagene, mens du nyder din morgenmad, sandwich, kage eller en varm chokolade af Valrhona.
Chester's Bogcafé
Man fornemmer en særlig varm og imødekommende stemning, når man træder ind i universet af bøger, kaffe og kager hos Chester's Bogcafé på Christianshavn. Her må man godt bladre i bøgerne, inden man køber dem, og de fleste kunder kommer da også igen og igen. Personalet er særdeles kompetent i litteraturens verden, og frisk kage og kaffe lokker i baren.
Den Franske Bogcafé
På Fiolstræde i city ligger en lille fransk bogcafe og boghandel, hvor du kan varme dig over en Chocolat Chaud og spise en croissant, mens du læser Balzac eller bladrer gennem dagens udgave af Libération. Dine Gauloises må du ryge udenfor. Her er 60 procent af gæsterne danske, og resten er fra fransktalende lande. Cécile Black er meget inspireret fra Paris, hvor hun er vokset op. Hun savnede roen og plads til fordybelse på danske caféer, og med ægte, fransk indretning og udelukkende fransk litteratur er det lykkedes hende at skabe en oase for franskmænd og frankofile københavnere.