Amalienborg Slot 
Det er der, Dronning Margrethe bor det meste af året. Hver dag kl. 12 holder Den Kongelige Livgarde vagtskifte med militær præcision. Og når dronningen er hjemme, foregår det til fuld musik. Kig efter om flaget er hejst over Chr. IX's palæ, som ligger til højre, når I kigger mod Amaliehaven. Hvis det er hejst, er Margrethe nemlig hjemme.
Kronborg Slot 
På Sjællands yderste spids ligger Kronborg Slot, stort, flot og majestætisk. Der kan I opleve Kongens Kammer, slotskirken og De Kongelige Gemakker. En tur ned i de mørke og fugtige kasematter er et spændende gys og ikke for sarte sjæle. Der sidder også Holger Danske slumrende og med korslagte arme over sit sværd. Myten fortæller, at hvis Danmark trues af en ydre fjende, vil stenfiguren blive til kød og blod, og Holger Danske vil rejse sig for at forsvare fædrelandet.
Frederiksborg Slot 
En af Danmarks mest kendte konger, Christian IV, blev født på Frederiksborg Slot i Hillerød nord for København. Og siden midten af 1500-tallet har andre danske konger benyttet slottet som jagtslot og kongebolig. Men efter en brand i 1859 blev slottet genopbygget og omdannet til et nationalhistorisk museum, der bl.a. huser landets største samling af portrætter. Slottet er også kendt for sin meget smukke barokhave, der blev anlagt af Frederik IV.
www.frederiksborgslot.dk
Christiansborg Slot 
Slotsholmen er kun en lille ø i hjertet af København, som mange slet ikke opdager, er en ø, men den huser både Christiansborg Slot, Folketinget, Højesteret og flere ministerier. Slottets sydlige halvdel benyttes af Folketinget, mens den nordlige halvdel huser De Kongelige Repræsentationslokaler med Dronningens Håndbibliotek, audienslokalerne, Statsrådssalen, Statsministeriet og Højesteret. Hvis I spørger børnene, er det dog nok mere spændende, hvad der gemmer sig under slottet, nemlig ruinerne af Biskop Absalons borg og Københavns Slot. Her kan de bl.a. se resterne af den ringmur, der engang omgav borgen.
Rosenborg Slot /Rosenborg_2.jpg)

Hvis børnene vil opleve et rigtigt eventyrslot, er Rosenborg et godt bud med dens overdådige sale, tronstole og andre kongelige møbler og portrætter fra Christian IV's tid. Og i skatkammeret ligger kongekronen og andre af rigets fornemste smykker. Museet har en sjov, interaktiv hjemmeside for børn: www.kongedragter.dk
www.rosenborgslot.dk