Der er noget eventyrligt og romantisk ved slotte, og København og omegn har masser af dem. Tag din prins eller prinsesse i hånden og oplev de smukke bygninger sammen. Gå gennem de overdådige sale og de smukke haver.
Amalienborg Slot & Amaliehaven
Den danske kongefamilies vinterresidens i København er et enestående eksempel på rokokoarkitektur. Mellem Amalienborg og havnen ligger Amaliehaven med skulpturer, som flugter med Marmorkirken på den anden side af Amalienborg. Fra Amaliehaven kan man se over til Operaen på den anden side af vandet.
Læs mere om Amalienborg Slot her
Rosenborg Slot & Kongens Have
Rosenborg Slot huser kronjuvelerne og den kongelige families værdigenstande gennem 400 år. Slottet blev oprindeligt bygget som et lysthus af Kong Christian IV i 1606, men voksede til et lille slot. Den Kongelige Livgarde har hjemme i bygningen ved siden af, og rundt om Rosenborg ligger parken Kongens Have, der har en smuk rosenhave og adskillige skulpturer. Parken er et populært åndehul for forelskede par om sommeren.
Læs mere om Rosenborg Slot her
Frederiksberg Slot & Have
Slottet på Frederiksberg blev bygget i 1699 af Kong Frederik IV, mens haven er anlagt i 1697. Haven anses for et mesterværk inden for danske landskabshaver og er et populært fristed i sommermånederne. Slottet huser Hærens Officerskole og er derfor kun åbent for offentligheden én gang om måneden.
Læs mere om Frederiksberg Slot her
Fredensborg Slot & Have
Fredensborg Slot nord for København danner ramme om et af nutidens største kongelige romancer. Kancellihuset ved slottet er nemlig Kronprinsfamiliens hjem. Her bor Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik med børnene Prins Christian og Prinsesse Isabella. Selve slottet er bygget af Kong Frederik IV i 1720 og er sommerresidens for hele den kongelige familie. Fredensborg Slotshave er en af Danmarks største og bedst bevarede barokhaver med 70 skulpturer.
Læs mere om Fredensborg Slot her
Frederiksborg Slot & Barokhaven
Frederiksborg Slot i Hillerød nord for København er et imponerende slotsanlæg i renæssancestil. Slottet huser Det Nationalhistoriske Museum og har adskillige haver tilknyttet, foruden en smuk beliggenhed ud til slotssøen. Slotshaven, som blev anlagt i 1700-tallet, er åben døgnet rundt, mens Barokhaven, der blev genskabt i 1996 med springvand, fontæner, blomster, monogrammer og historiske planter, har særlige åbningstider.
Læs mere om Frederiksborg Slotshave & Barokhaven her
Kronborg Slot
Kronborg Slot er nok Danmarks mest kendte slot, takket være Shakespeares Hamlet. Det er et smukt renæssanceslot fra 1585, som i dag fungerer som museum med kig over Øresund til Sverige. Kronborg har stor historisk betydning blandt andet som fæstning. Gå en tur mellem kanonerne langs vandet, og gå under jorden i Kasematterne, hvor den sovende Holger Danske, som vågner op til dåd, hvis Danmark kommer i knibe, sidder.
Læs mere om Kronborg Slot her