Miljøet på dagsordenen
Grønne emner som økologi, miljø og bæredygtighed optager i denne tid både forbrugere, detailhandel og politikere i København. Som værtsby for FNs klimakonference i 2009 vil København gå forrest i kampen mod drivhusgasserne og den globale opvarmning, og Teknik- og Miljøforvaltningen har netop formuleret en strategi, der skal gøre København til verdens førende miljømetropol i 2015.
Rekord i økologiske indkøb
Ingen storbyer i verden når op på siden af København, når det gælder indkøb og forbrug af økologiske fødevarer. Det offentlige forbrug af økologiske varer udgør 51 procent, mens det private økologiske indkøb ligger på 23 procent, hvilket er verdensrekord. Den politiske plan om, at København skal være verdens førende Miljømetropol i 2015 indebærer, at de økologiske fødevarer skal komme til at udgøre 20 procent af byens madforbrug.
Rent vand
De populære havnebade, der er skudt op ved Fisketorvet og på Islands Brygge, vidner om en meget fin kvalitet af vandet i Københavns havn. Vandet er i dag så rent, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko ved at bade i det, hvilket er usædvanligt for en storby.
Nedgang i CO2-udslip
Københavns CO2-udledning er nedbragt betydeligt siden 1990. I dag udleder hver københavner 1,5 tons CO2 mindre om året end for 15 år siden, hvilket svarer til en nedgang på 25 procent siden 1990. Det skyldes især overgangen fra opvarmning med olie og kul til opvarmning med naturgas.
Cykelby
Det er et politisk mål, at København skal være verdens førende cykelby i 2015. Og byen er allerede godt på vej. 36 procent af københavnerne cykler i dag til arbejde eller uddannelsessted, byen tilbyder over 300 kilometer cykelsti, og de populære bycykler gør det også muligt for turisterne at komme rundt på to hjul.
Baisikeli cykeludlejning
Lej en cykel i København og vær med til at bekæmpe fattigdom i Afrika. Baisikeli betyder cykel på swahili, men det er også navnet på en lille bæredygtig cykeludlejning i Turesensgade i København. Folkene bag Baisikeli lejer hittegodscykler ud til turister og studerende for at finansiere en årlig sending a 1.200 cykler til Tanzania, Sierra Leone og Ghana. I Afrika bliver cyklerne bygget om, så de møder det lokale samfunds behov. Ingen af udlejningscyklerne er ens, og det er priserne derfor heller ikke. Du kan leje en cykel i seks timer for DKK 60 - 130 eller op til en hel måned.
Affald og genbrug
Et af de bedste affaldssystemer i verden findes i København. Ca. 90 pct. af alt byggeaffald genbruges, og man forbrænder 75 procent af husholdningsaffaldet. Den energi, der kommer af forbrændingen, anvendes til fjernvarme og elektricitet, så intet går tabt.