![]() |
||||||||||||
![]() |
![]() ![]() | |||||||||||
![]() ![]() Pressefeature Bliv høj på KøbenhavnHøjhuse er der ikke mange af i København, men der er stadig rige muligheder for at se det hele lidt fra oven. Et vue ud over en summende by er altid en oplevelse - uanset årstid eller vejr. Blikket falder på arkitektoniske pudsigheder, som ikke ses fra gadeniveau, og byens snørklede hjerte ligger åben som et levende bykort i tre dimensioner. Fra tårnet i København Zoo har man en abeskøn udsigt over det meste af København. Det 50 meter høje trætårn, der i dag også står som vartegn for haven, blev bygget i 1905. Siden da har mange københavnere og turister nydt udsigten over Frederiksberg Have og indover byen. Adgang til tårnet sker gennem selve zoologisk have, så en tur i tårnet kræver også billet til København Zoo, der i øvrigt er en af verdens ældste zoologiske haver med 145 år på bagen. Billet til selve tårnet koster kun 5 kr. Rundtårns historiske herlighederEfter København Zoo går turen til endnu en klassisk københavnerattraktion: Rundetaarn. Tårnet, der blev påbegyndt i 1637, var den første del af det såkaldte Trinitatis-kompleks, der også skulle tælle et observatorium, en studenterkirke og et universitetsbibliotek. Karakteristisk for tårnet er den 209 meter lange spiralgang, der snor sig 7½ omgang omkring tårnets hule kerne. Fra udsigtsplatformen, 34,8 m over gaden, har man en storslået udsigtover det gamle København. Rundetaarn er også Europas ældste stadig fungerende observatorium. Indtil 1861 blev det benyttet af Københavns Universitet, men i dag kan enhver i vinterhalvåret betragte nattehimlen gennem Rundetaarns fine astronomiske kikkert. Og så til frokostenNår såvel trapperne til Zoo-tårnet som Rundetaarns stejle sneglegang er forceret, må det være tid til et "pit-stop". På Café Hovedtelegrafen kan frokosten indtages samtidig med, at udsigten over København nydes. Caféen ligger på toppen af Post & Tele Museums bygning i Købmagergade og har store glasvinduer med udsigt til byens tårne og spir. På frokostmenuen er dansk mad med et let sydeuropæisk pift, og prisniveauet er middel. Hils på duerneNår frokosten er faldet på plads, går turen enten via Strøget eller ad de små sidegader op til Rådhuspladsen, der er hjemsted for Københavns Rådhus, som er tegnet af Martin Nyrup efter inspiration fra den italienske by Siena og opført 1892 - 1905. 300 trin og 56 meter oppe har man en fantastisk udsigt over København. Turen går ad Borgertrappen, via Gavegangen med en udstilling af gaver, som København har modtaget gennem tiderne, videre ad stenvindeltrappen og op i selve tårnet. Før eller efter turen til tårnet, er det en god ide at tage et kik ind i Rådhushallen, hvor der ofte er skiftende udstillinger. Læg hovedet tilbage og nyd den imponerende arkitektur i hallen. Kik hjemGrundstenen til Frederiks Kirke, i daglig tale kaldet Marmorkirken, blev lagt i 1749, men på grund af politisk uenighed om byggeriet, blev det revideret i flere omgange og i perioder også standset, inden kirken endelig kunne indvies 19. august 1894. Næsten 150 år efter at grundstenen blev lagt! Kirkens karakteristiske kuppel, der er en uundgåelig del af den københavnske skyline, hviler på 12 piller i et spænd på 31 m. Alle har adgang til kuplen, hvorfra der er fri udsigt til København, Øresund og til den svenske kyst fra Fasterbo til Helsingør. Kirken advarer dog på sin hjemmeside om, at det kræver god kondition at kæmpe sig op ad de mange trapper til kuplen, så det er næppe et udflugtsmål for de helt små børneben. Og så til middagenDe mange trapper til Marmorkirkens kuppel skal nok få stimuleret appetitten igen, så det er på tide at vende næsen mod gode restauranter med super udsigt. På toppen af Hotel Scandinavia på Amager - på 25. etage! - ligger restauranten The Dining Room, der laver kreativ og luksuriøs mad for feinschmeckere. Udsigten er fantastisk, til gengæld er prisniveauet lidt højt, men oplevelsen er også en af de helt unikke. En anden københavnsk restaurant, der er helt på toppen - såvel gastronomisk som på beliggenheden - er restaurant Alberto K på toppen af SAS Royal Hotel. Køkkenet har fået de københavnske madanmeldere op af stolene og apropos stole, så sidder restaurantens gæster naturligvis i Arne Jacobsens Syver-stole i mørkegrønt læder. Restauranten har også Jacobsens salt- og peberkværne, kaffe- og tekander og endelig også bestikket, der blev brugt i Stanley Kubricks klassiker 'Rumrejsen År 2001'.
|
||||||||||||