Hop på en havnebus

Print

Pressefeature
December 2005 

Billig og alternativ sightseeingtur

Med havnebusserne har københavnerne fået sig et hurtigt transportmiddel i havnen og turisterne en alternativ sight seeing rute. I stedet for at traske rundt på ømme fødder kan du for kun 11 kroner komme helt fra Den lille Havfrue til Det Kongelige Bibliotek.

Københavns Havn har de seneste år gennemgået enorme forvandlinger med imponerende ny arkitektur, opera og rekreative områder. Tag en tur med havnebussen og se de nye, flotte bygninger fra vandsiden og gør holdt ved mange af byens vartegn på din tur. Havnebussen sejler fra Nordre Toldbod til Det Kongelige Bibliotek og stopper både ved Københavns nye operahus og Nyhavn. Læs her om turens seks stoppesteder og de interessante steder, der er at se i gåafstand fra stoppestedet.

Langelinie

Fra Nordre Toldbod kan du gå ud til Langelinie, hvor du dels kan shoppe billigt outletbutikker langs kajen og dels se Københavns gamle vartegn, Den Lille Havfrue. I nærheden ligger også Frihedsmuseet, der fortæller historien om den danske modstandskamp mod den tyske besættelse 1940-45.

Arkitektur på Holmen Nord

Bussens næste stop er ved Holmen Nord. Her skal du stå af, hvis du interesserer dig for arkitektur og i øvrigt har lyst til en dejlig gåtur. Der bygges og restaureres derude og nogle af Københavns mest kendte uddannelsesinstitutioner ligger her: Statens Teaterskole, Filmskolen, Det rytmiske Musikkonservatorium og Kunstakademiets Arkitektskole. Sidstnævnte holder skiftende udstillinger i Meldahls Smedie.

Arkitekturen på Holmen er præget af flådestations gamle magasinbygninger og de gamle bådeskures grove træbeklædning. Mange er nu bygget om i moderne proportioner og står blandt grønne alléer, kanaler, og med en fin udsigt over Københavns Havn med Frederiksstaden, Amalienborg og Marmorkirken på den anden side.

Operaen

Tre minutters sejlads længere fremme stopper bussen ved Københavns nye stolthed: Operaen. Til en pris af 2,5 mia. kr. og bygget af en af landets førende arkitekter, Henning Larsen, er operaen et af verdens mest moderne operahuse. Det er 41.000 kvadratmeter stort, har 14 etager, og er udsmykket af nogle af landets førende kunstnere Per Kirkeby og Per Arnoldi.

Nyhavn

Og fra det højkulturelle til det mere folkelige: Et besøg i Nyhavn. Mangen turist kender i dag Københavns gamle havn, som startede tilbage i 1673, som en travl erhvervshavn med sømænd, værtshuse og bordeller. Havnen er stadig et populært sted at drikke øl, og med restauranterne liggende på rad og række er der gode muligheder for at tage et pitstop her - måske for at smage det traditionelle danske smørrebrød. Du kan komme ind i den lyse, højloftede cafe fra både Nyhavn og gennem porten og Charlottenborgs udstillingsbygning. Du behøver ikke at købe billet til museet for at besøge cafeen.

Christianshavn

Fem minutter længere fremme hedder stoppet Knippelsbro og herfra kan du spadsere til bydelen Christianshavn. Her er arkitekturen også præget af gammelt bindingsværk, og der er en vis hygge over området. Områdets absolutte trækplaster er fristaden Christiania.

Andre 'christianshavner sights' er Vor Frelser Kirke og det gamle charmerende Pakhus C fra 1767, som nu er blevet bygget om til kulturhus. Her er fire udstillingsrum, events, debataftener og ikke mindst gourmetrestauranten Noma, som har specialiseret sig i Nordisk mad.

Det Kongelige bibliotek

Havnebussen ender sin rute ved Det Kongelige Bibliotek, i folkemunde kaldet Den Sorte Diamant (pga. bygningens skinnende granit). Bygget i 1999 af de danske arkitekter Schmidt, Hammer og Lassen og en af havnens absolut mest imponerende bygninger. Biblioteket huser foruden bøger og læsesale også koncertsal, skiftende udstillinger, boghandel, café og restauranten Søren K, som har specialiseret sig i, hvad de kalder 'det fondløse køkken'.