Pressefeature
November 2006
Te er hot
Te er sundt. Te er hygge. Te giver varme. Og tesaloner er trendy. Når dine ben er trætte, fødderne er kolde og blodsukkeret helt i bund, så er der ikke noget bedre end en god kop te. Her er et udpluk af steder, hvor du kan genvinde kræfterne og få varmen over en kop te.
A. C. Perch er Danmarks ældste tehandel, men selvom man er gammel, kan man godt være med på noderne. I november 2006 åbnede Perch's Tearoom ovenover den gamle og traditionsrige tehandel. Her vil du kunne vælge imellem over 150 forskellige teer - fra grønne til oolong til hvide og husets egne blandinger. Til teen kan du blandt andet bestille klassiske scones med clotted cream og marmelade eller et stykke dagens kage. Er du ikke til de varme drikke tilbyder Perch's Tearoom både te-smoothies og isteer.
Myntete i Alladdins Hule
The á la Menthe er stedet at søge ly, hvis du vil væk fra Strøget og trænger til at slappe af. Kælderen i Strædet har kølige pastelfarver, marokkanske lækkerier, sød myntete og brikse langs væggen dækket med tæpper og puder. Her kan du flyde ud, mens du ryger en pibe æbletobak på vandpiben. Mynteteen smager på en gang forfriskende og meget sødt - en god opkvikker, hvis du er gået sukkerkold midt i en shoppingtur.
Tea Time for tøser
Man tager en indretningsarkitekt med en stor kærlighed til te og alt sødt samt en god sans for, hvad der er hyggeligt og in. Hermed er den moderne te-salon født. Tea Time i Birkegade på Nørrebro er et sandt paradis for tøser. Her kan man lege ægte, engelsk teselskab med fine kopper, sølvskeer, cucumber sandwich, scones og kager på sølvopsatser. I bedste victorianske stil er rygning ikke tilladt.
Te på Glyptoteket
Har du tid til at lægge vejen forbi Ny Carlsberg Glyptotek, er cafeen i Vinterhaven et skønt sted at solde et par timer op. Som alt andet på Café Glyptoteket har man været kræsen med valg af te. Prøv fx grøn te med rabarber til en af konditoren Mette Blomsterbergs delikate kager. Du kan også begynde dagen med en brunch i vinterhaven. Adgang til denne paradisiske plet koster en entré til museet.
Royal te med kagebuffet
Hvis du går på Strøget, så kig efter skiltet med kongekronen, som hænger ud fra facaden på Amagertorv. Her ligger Den kongelige porcelænsfabriks butik, som på 2. sal har et konditori, hvor du til toner fra flyglet kan drikke te og spise kager. Midt i lokalet står kagebuffeten. Du peger på de kager, du gerne vil have og lader serveringspersonalet flytte dem over på en tallerken og bære dem ned til dit bord. Tørkager koster 27 kroner, tærter og lagkagestykker koster 42 kroner. Teen eller kaffen kommer fluks og bliver serveret i porcelænsfabrikkens eget stel Blå Blomst, som du kan købe i både 1. og 2. sortering i butikken.
Te på den ægte japanske måde
I november 2006 åbnede et andet nyt tehus i København, Sing Tehus. Stedet henter sin inspiration fra de japanske tetraditioner. Der er lagt vægt på kvalitet, tid og sundhed. Sing Tehus satser grønne teer importeret direkte fra Japan. Husets ambition er at blive et mødested for teentusiaster med te-smagninger, foredrag, teceremonier.
Tante T - til te med mormor
Tante T er en te-salon, hvor man kan vælge i et stort udvalg af te og kage, mens man slænger sig i plyssede mormor-møbler imellem gamle fotografier og stearinlys. Ejeren Mette Marie bager selv alle kagerne - foruden småkager kan du mæske dig i muffins, brownies og lagkage eller frugttærte. Her bliver traditionerne fra det danske kaffebord holdt i hævd med kiksekage og teboller.
Fakta om stederne:
|
The á la Menthe
Kompagnistræde 29
- parallelgade til Strøget.
Tlf: 33 33 00 38
|
Tea Time
Birkegade 3, kld. på Nørrebro
Tlf.: 35 35 50 58
www.tea-time.dk
|
|
Sing Tehus Skindergade 25, København K.
www.singtehus.dk
Tlf.: 33 11 66 01
|
Glyptoteket Dantes Plads 7, København V
www.glyptoteket.dk
Tlf.: 33 41 81 28
|
|
Tante T
Viktoriagade 6, København V
www.tante-t.dk
Tlf.: 32 10 36 10
|
Perch's Tearoom Kronprinsensgade 5, København K
www.perchstearoom.dk
Tlf.: 24 66 55 30
|
|
Konditoriet ved Royal Copenhagen
Amagertorv 6
Tlf.: 38 14 96 38
- på Strøget.
|
|