Pressefeature
Marts 2005
Ud af byen - tilbage til badehotellerne
Der var engang, hvor badehoteller og pensionater var for det bedre borgerskab. Hvor familier kom til kysterne år efter år for rekreation, selskab og frisk luft. I dag søger københavnerne atter ud af byen til de tidligere fiskerbyer, hvor badehotellet er en oase i en fortravlet hverdag.
Der er noget retro over ordet badehotel. Det smager lidt af gamle dage og giver en nostalgisk følelse af tabt autenticitet - fra dengang vi tog til vandet med parasol og ben i badedragten og havde tid til hinanden. I dag er følelsen af kvalitetstid stadig vigtig for ferielivet, men en nyere længsel efter luksus og forkælelse er vundet frem. Badehotellerne langs kysten byder på helse, kurophold, frisk luft og god mad. Her får vi et tiltrængt pust fra en hektisk hverdag.
På en tur langs kysten nord for København møder man først på Skovshoved Hotel, som kan dateres tilbage til 1660. Stedet blev i 2004 udråbt til et af verdens mest hotte hoteller af det internationalt ansete rejsemagasin Condé Nast Traveller. Skovshoved Hotel får en 37. plads på rejsemagasinets årlige liste over ”the coolest new hotels in the world” og rangerer dermed højere end de traditionelt mest hotte hoteller i London og New York.
Skovshoved Hotel ligger i det idylliske Skovshoved, omgivet af de skønne "Skovserhuse" og ikke langt fra Dyrehaven, der byder på lange gåture. Hotellet blev i foråret 2003 overtaget af Tofa og Ivan Nadelmann, som med respekt for hotellets sjæl har lavet en gennemgribende renovering af stedet. Stedets moderne, luksuriøse værelser og cool lounge/restaurant tiltrækker et miks af hippe, unge københavnere og familier, der vil slappe af. Hver fredag og lørdag aften står nogle af Danmarks bedste dj's bag pulten og sætter gang i danseskoene.
Længere mod nord ligger også Skodsborg Kurhotel og Spa, som for godt 100 år siden hed Skodsborg Badesanatorium og var et behandlingscenter, hvor kurgæsterne kom, hvis helbredet skrantede. Behandlingen hed frisk havluft, motion og sund kost. Det gør den stadig, men i en noget mere luksuspræget form – afslapning med ungarsk lerkur, bodyscrub eller indpakning i havalger. Kurophold kan skræddersyes, som man behager, men også færdigpakkede spa-døgn er til salg.
To klassiske badehoteller, Gilleleje Badehotel og Helenekilde Badehotel, finder man nord for København. Begge steder er fra begyndelsen af det 20. århundrede. Gilleleje Badehotel, som oprindelig blev bygget i 1908, har gennemgået en totalrenovering, så det i dag står med lyse farver, specialbyggede senge og autentisk spisesal med trægulv og almueblå møbler. I badeafdelingen kan gæsterne slappe af i sauna, damp- og aromabade eller bestille massage. De fleste af hotellets 27 værelser har udsigt til vandet, og en vidunderlig, bred sandstrand ligger lige ved siden af badehotellet. For at komme rundt i lokalområdet har gæster også mulighed for at tage halvpensionen med ud - i form af en picnickurv eller en middag på Restaurant Gilleleje Havn.
Et andet af nordkystens fristeder er Helenekilde Badehotel, oprindelig bygget i 1904 og drevet som badepensionat af søstrene Warning frem til 1999. Herefter kom skiftende ejere til og i 2002 forpagtede Anders Buhl og Claus Jørgensen stedet. Atmosfæren er afslappet, og her søger københavnere ud i weekenderne for at nyde havudsigten på badehotellets balkon og terrasse. Helenekilde Badehotel er indrettet med dejlige loppefund fra Frankrig og holdt i lyse farver. Den gode mad serveres på Kgl. porcelæn. Uden for badesæsonen er her kurser i kogeskole og glasblæsning, konferencer og teambuilding. Fordelagtige wwekendtilbud fylder badehotellet op i de kolde vintermåneder.
Kort tids kørsel fra København, over Amager, ligger den lille idylliske fiskerby, Dragør. Toppede brosten i små, bilfri gyder. Lave, gule huse med stråtag, som stokroser og klatreroser behageligt læner sig op ad. Midt i denne maleriske scene ved det gamle fort ligger Dragør Badehotel, et tre-stjernet hotel, der for nylig er blevet renoveret. Badehotellet er fra 1907 og er et populært sted pga. dets korte afstand til København og ikke mindst Københavns Lufthavn.
Adresser: