Roskilde Festival 08

Print

Nordeuropas største musikfestival Roskilde Festival finder i år sted fra den 3.- 6. juli (campingarealerne åbner den 29. juni). Det er i år 38. gang den legendariske festival rocker i Roskilde og omkring 175 bands forventes at optræde på festivalens 7 scener. Nogle af årets navne er Gold Frapp, The Chemical Brothers, Fedde Le Grand & Friends, A Kid Hereafter, Alphabeat og Tina Dickow.

Mere end musik
Roskilde Festival er dog mere og andet end musik. Festivalen gør meget ud af at gøre dagene til en totaloplevelse, hvor musik, events, kunst og aktiviteter går op i en højere enhed sammen med det tætte fællesskab blandt de ca. 75.000 publikummer, der er kendt for deres store indlevelse. En af årets specialiteter bliver Eksplosionslandsbyen, der en interaktiv oplevelsesmaskine lavet af kunstergruppen Halfmachine. Landsbyen er bygget op om Eksplosionstårnet, der omkranses af interaktive lysende sten. Når du spiller gode rytmer på stenene sammen med andre, sendes meterhøje flammer mod festivalhimmelen. I landsbyen er også "drømmetelte", hvor du kan komme en tur til syre-drømmeland.
I festivalens første fire dage - fra søndag 29. juni til onsdag 2. juli er der også 'warm-up' på hele campingområdet.

Festivaloverskud til velgørenhed
Roskilde Festival startede i 1971. Publikum kommer fra hele verden og foruden festivalens størrelse og stemning er der det unikke ved den, at mange tusinde mennesker arbejder frivilligt og ulønnet, og at festivalens overskud hvert år tilfalder kulturelle formål og humanitært og velgørende arbejde over hele verden. I alt er mere end 100 mio. kr. uddelt igennem årene.

Yderligere informationer

Sekretariat/kontor:
Roskilde Festival
Havsteensvej 11
4000 Roskilde
Tel: +45 4636 6613
E-mail: info@roskilde-festival.dk
www.roskildefestival.com