En af sommerens højdepunkter i hovedstadsregionen er riddermarkedet på Esrum Kloster. Lørdag og søndag den 21. og 22. juni er der igen masser af aktion for hele familien i smuk natur: Mød skønne jomfruer, tapre riddere, munke, tempelriddere, historiefortællere, slagsbrødre, gøglere, sigøjnere, trubadurer, bueskytter, kanonerer, kræmmere, kællinger, krigere og mange flere.
Tempelridderne kommer
Tempelridderne fra Arnfilmene bliver en af årets hovedattraktioner, når de ridder ind på Turneringspladsen - som taget ud af lærredet og fra de populære romaner om Arn - Jan Guillou's historiske bestsellere. Det foregår samme sted som Ridderturneringerne, der to gange hver dag udløser højdramatisk spænding med tapre og drabelige riddere med lanser til hest.
Strøm på Middelalderen
Middelalderen kommer helt tæt på og bliver nærmest elektrisk, når der sættes strøm til - det sker lørdag aften kl. 20:30 til koncerten med den anmelderroste gruppe Valravn, der spiller en blanding af elektronisk musik og middelalderlige folkeviser.
Besøg fra den arabiske verden
Der kommer besøg fra den arabiske verden, når en udsending fra den mægtige Saladin ankommer til klosteret. Kulturmødet kan opleves lørdag og søndag kl. 12:30. Udsendingen kommer med fred og gaver i et forsoningsbesøg. Hvordan tingene egentlig hænger sammen mellem munke, tempelriddere og arabere, kan opleves på den nye udstilling "Troens Veje" i klostret udstillingsarealer.
Falkoner
I år bliver der igen lejlighed til at opleve en vaskeægte falkoner, der medbringer både falk, ugle og høg til opvisning på Engen mellem Klostret og Møllegården.
Det er over 400 udklædte middelalder-aktører på Klosterengen, som sætter præg på weekenden uanset vejr og vind. Sidste år gæstede over 12.000 det festlige og brogede marked, hvor Middelalderen rykker helt tæt på. Portene åbnes lørdag kl. 10.
Læs mere på www.esrum.dk
Billetter:
Voksne: 80 kr.
Børn: 60 kr.
Billetterne kan købes online i forvejen eller ved indgangen.
Tidspunkt:
Lørdag den 21. juni kl. 10 - 22
Søndag den 22. juni kl. 10 - 17
Sted:
Esrum Kloster & Møllegård
Klostergade 11-12
Esrum
3230 Græsted