Københavns nye gastronomiske vartegn
En delikatessebutik med eget mejeri, konditori, køkken og chokoladeproduktion, en gourmetrestaurant, en mere uformel restaurant og byens bedste grillbar, selskabs- og mødefaciliteter, vinkælder - og et lille, hyggeligt hotel af internationalt format. Det hele under ét og samme tag. Sådan lyder opskriften for Løgismoses og Tivolis ambitiøse omskabelse af Nimb. Nøgleordet i hele projektet er kvalitet - i det arkitektoniske udtryk, i indretningen og i alt, hvad det nye hus kommer til at producere.
"Idéen er jo ganske oplagt," fortæller Jacob Grønlykke, bestyrelsesformand i Løgismose Holding A/S. "Vi har gennem flere generationer drevet Falsled Kro, restaurant Kong Hans Kælder, Løgismose mejeri og vinimport, delikatessebutikker og Summerbird chokolade. Nu får vi mulighed for at samle vores kunnen under samme tag i Tivoli, og dermed demonstrere vores lidenskab for kvalitet og gastronomiske fagkundskab for hele verden."
"Vi er glade for at kunne byde familien Grønlykke velkommen i Tivoli. Vores fælles projekt bliver et fantastisk første skridt i udviklingen af Tivolis randområde mod Bernstorffgade, og visionerne for Nimb stemmer godt overens med udviklingen af den gastronomiske profil, vi har arbejdet med for Tivoli gennem de seneste år. Samtidig er projektet en fin hilsen til bygningens historie," siger Lars Liebst, adm. Direktør i Tivoli.
Bygningen gennemgår en omfattende renovering, hvor facaden mod Tivoli føres tilbage til sit oprindelige udseende. Ud mod Bernstorffsgade bliver forandringen markant: Den nuværende, lukkede, front bliver afløst af en let og åben facade, der inviterer byen til at følge med i hele husets produktion.
Tivoli og Løgismose forventer at kunne slå dørene op omkring i april 2008
De enkelte elementer i Nimb-komplekset:
Hotel Nimb
Som Falsled Kro - bare i København. Samme hyggelige og personlige form for luksus og service. Indretning med nænsom omsorg for hver detalje, så alle 13 værelser får sin egen sjæl. Målsætningen er at placere hotellet i den absolutte verdenselite af små, luksuriøse storbyhoteller.
Nimb Bar
På 1. sal ligger også Nimb Bar i den smukke gamle sal med de gigantiske lysekroner. Her vil gæster kunne checke ind på hotellet, nyde drinks og slappe af foran den store pejs - det gælder også for ikke-hotelgæster.
Nimb Herman
Køkkenchef Thomas Herman tager udgangspunkt i det traditionelle, danske køkken - her bare udsat for en radikal omfortolkning. Ikke som en gimmick, men som en kærlighedserklæring. Flæskesteg, stjerneskud, brændende kærlighed og forloren hare i helt nye udgaver.
Både danskere og turistere vil kunne smage på det danske køkken i en suveræn og moderne udgave. Thomas Herman er tidligere køkkenchef på Kong Hans og har været rundt i stort set alle dele af Løgismose. Han er i dag en af Danmarks ubetinget bedste konkurrencekokke.
Restaurant Nimb
Restauranten skal kombinere høj kvalitet med overkommelige familiepriser. Også her er synligheden i håndværket i højsædet. Køkkenet er simpelthen flyttet ind i restauranten, så der ikke længere er tale om ét stort køkken, men snarere mange små rundt om i lokalet. Gæsterne får derfor en unik oplevelse ved at se kokkene i arbejde helt tæt ved deres bord.
Nimb Vinotek
En stor vinkælder, hvor man enten kan mødes til et glas inden middagen eller blive siddende og nyde et simpelt måltid akkompagneret af de bedste flasker fra alverdens vinhuse. Vinkælderen vil også kunne danne ramme om selskaber og virksomhedsarrangementer.
Nimb Banket
Nimb rummer en række muligheder for at holde møder og receptioner, samt for bespisning af små selskaber fra 6-8 personer til samlede arrangementer på helt op til 400 personer.
Løgismose Grillbar
Nimb kommer også til at rumme byens bedste grillbar. Her serveres gourmethotdogs med håndlavede pølser, brioche-brød og hjemmelavet remoulade. Løgismose Mejeri producerer den økologiske kakaomælk.
Løgismose Nimb
Delikatesser for enhver pengepung. Butikken skal sætte en ny standard for convenience-food i Danmark. I modsætning til mange af de internationale pendanter er primær-produktionen her en iøjnefaldende del af butikkens indretning. Kunderne vil kunne følge tilberedelsen af de forskellige produkter helt tæt på; selv på mejeriprodukter er man selvforsynende.
Løgismose Mejeri Nimb
Et komplet mejeri midt i København, hvor der hver dag indvejes økologisk råmælk fra en sjællandsk bedrift. Her vil blive tappet frisk mælk, kærnet smør, lavet yoghurt, friskost og fynsk rygeost. Der vil være åbnet fra alle sider ind til mejeriet, som man løbende kan følge med i produktionen.
Yderligere information
Adm. direktør Helena Thomsen, Helena@nimb.dk