For anden gang fejrer København den elektroniske musik med festivalen STRØM i dagene 12-17. august 2008. Københavnerne og byens gæster får dermed mulighed for at opleve elektronisk musik på internationalt niveau.
Efter en succesfuld debut sidste sommer indtager festivalen for elektronisk musik, STRØM, igen den hyggelige Enghaveparken på Vesterbro. I år med gratis koncerter fredag og lørdag indtil klokken 24:00, hvorefter festivalen fortsætter med live-optrædener og dj's på klubberne i Københavns nye kreative byrum Kødbyen. I løbet af de seks festivaldage fra tirsdag den 12. til søndag den 17. august spreder musikken sig til hele byen, fra natklubberne og spillestederne Vega, Culture Box, Rust, Nadsat og Stengade 30 til mere alternative steder som Trinitatis Kirke ved Rundetårn og Mikkel Bryggers Gade ved Grand Biografen.
Vidtspændende musikprogram
De første navne der i årets program er britiske Bomb the Bass, tyske Modeselektor & Pfadfinderei og svenske Maskinen. Sammen med finske Luomo, tyske Disrupt og amerikanske Octave One, der repræsenterer henholdsvis den lyse loungede microhouse, den mørke elektroniske dub og den hårde technolyd fra Detroit, tegner de en festival, hvor der både kan lyttes og danses.
Og med lokale navne som den eksperimenterende sangerinde Oh Land, den electro-akustiske kunstner August Engkilde, og den roste albumdebuterende electronica-producer Spejderrobot er der yderligere lagt op til nye oplevelser, der understøttes af brobyggerprojektet A Switch Box Tale, hvor blandt andre Pharfar, As in Rebekka Maria og Morten Varano, har inviteret udenlandske kunstnere til samarbejde på tværs af internettet.
Den tyske duo Modeselektor har allerede gæstet København ved flere lejligheder med deres heftige liveshow. Nu vender de tilbage for at optræde sammen med deres visuelle sparringspartnere Pfadfinderei. Modeselektor har været med til at sætte en ny dagsorden inden for elektronisk musik med deres nye rytmer.
Af andre navne kan nævnes svenske Maskinen, som er kendt for sit kontroversielle hit 'Alla som inte dansar (är våldtäktsmän)' og Bomb the Bass, anført af briten Tim Simenon, der kombinerer elektronisk musikhistorie med nyvunden aktualitet.
Følg med i hvilke navne der offentliggøres på www.stromcph.dk.
Bag STRØM
Strøm Festivalen er organiseret af en styregruppe bestående af repræsentanter fra ROSA - Dansk Rock Samråd, Amager Bio, DR, Vega, Wonderful Copenhagen samt observatører fra Københavns Kommune, Kunst & Kultur. Yderligere aktører, der støtter op om festivalen er Kill Your Telly, JOJO DJ Team, KlubKlub, Nöjesguiden, Ström (svensk radioprogram om elektronisk musik), Banditte, Grand Teatret og Uorthodox.
Kontaktinfo
Sekretariatet
Rikke Frisk
Telefon: +45 2246 5830, e-mail: hej@stromcph.dk
Pressekontakt
WeMadeThis PR
Telefon: +45 33338 4826, e-mail: pr@stromcph.dk
Wonderful Copenhagen
Ulrich Ammundsen
Telefon: +45 2324 9920m e-mail: uam@woco.dk
www.stromcph.dk