Danmarks største kultur- og havnefestival KULTURHAVN finder i år sted for 8. gang i området omkring Islands Brygge og Kalvebod Brygge fra fredag den 1. - søndag den 3. august 2008. Programmet byder på bl.a. break-battle, bollywood-dans, rollespil, cheerleading, judo og de helt nye foreningssportsgrene eSport og kanodart.
Årets KULTRURHAVN åbner fredag den 1. august kl. 14.00, og havneområderne på Islands Brygge, Fisketorvet og Kalvebod Brygge vil weekenden over byde på over 80 aktiviteter og gratis oplevelser for hele familien.
Kanodart
Som noget nyt præsenterer KULTURHAVN den nye sportsgren kanodart - en sportsgren, der kombinerer elementer fra kano- og dartverdenen. Holdene består af en for- og bagpadler, og de padler ad en fastlagt rute med opsatte dartskiver, hvor de skyder på mål med dartpile. Nogle af de andre aktiviteter er floorball, rollespil, indisk bollywood, havkajak, kreativt værksted og projektcafé for unge, der ønsker at starte en forening.
Fokus på fritidsliv
Flere af KULTURHAVNs tilbud sætter fokus på, at et aktivt fritidsliv ikke behøver at inkludere sport i traditionel forstand. Fx præsenterer KULTURHAVN den nye foreningssportsgren eSport. Copenhagen eSport Forening inviterer publikum til at optræde som rockstjerner på en rigtig scene til spillet "The Band". eSport er et nyt fænomen inden for foreningslivet og er opstået ud fra et ønske om at få unge, der dagligt bruger meget tid på at spille computer, til at komme ud blandt andre unge i et foreningsfællesskab.
Ræs på vand
I havnebassinet på Islands Brygge og på kajen ved Fisketorvet kan publikum prøve kræfter med elektroniske fjernstyrede biler eller sejle med fjernstyrede både i havnebassinet.
Endelig danner KULTURHAVN rammen om Scandinavian Battle of the Year, hvor breakdansere fra hele Norden konkurrerer om at repræsentere Skandinavien ved verdensmesterskaberne i Tyskland senere i år.
Af andre aktiviteter på KULTURHAVN kan nævnes judo, capoeira, kæmpeskak, alverdens eksotiske danse, vandsport i alle afskygninger lige fra kajakpolo til dykning og havkajak, rulleskøjteløb, bueskydning, lacrosse, koncerter, improvisationsteater, fægtning og meget, meget mere.
Se hele programmet på www.kulturhavn.dk
Yderligere information
Have PR & Kommunikation
Tlf.: 33 25 21 07
Pressekoordinatorer:
Michael Feder • mobil: 22 43 49 42 • mail: michael@have.dk
Astrid Thoudal Clausen • mobil: 24 86 01 73 • mail: astrid@have.dk